En lille guide til seværdighederne i Paris
Det her indlæg har efterhånden været længe under vejs, jeg skrev det nemlig allerede da jeg sad i lufthavnen på vej hjem fra Paris. Det er en smule langt, og jeg har derfor skrevet alle stednavnene med fed skrift, så de er nemmere at finde.
Inden jeg tog afsted havde jeg rigtig svært ved at beslutte mig for hvad jeg gerne ville se, og hvad jeg godt kunne undvære, for der er virkelig mange seværdigheder. Så her kommer en lille guide blandet med min mening om de seværdigheder vi så.
De første par dage boede vi i Latinerkvarteret, lige op ad Jardin de Luxembourg, som er en meget smuk park. Hvis solen skinner kan en gåtur her klart anbefales og Palais de Luxembourg, som ligger i parken er også ganske flot. Vi boede i gåafstand fra Seinen, hvor mange af de store seværdigheder ligger langs, så vi brugte faktisk slet ikke det offentlige i disse dage. En gåtur langt Seinen kan klart anbefales. Her er fyldt med små boder, hvor der sælges bøger, plakater, tegninger og andre ting. Meget fransk.

I de sidste par dage boede vi op af Cimetiere du Pere Lachaise (den største og mest kendte kirkegård i Paris), som ligger lidt udenfor centrum. Der er et godt stykke at gå til Seinen, hvor de fleste seværdigheder ligger, så her brugte vi metroen. Metro, tog og bussystemet er yderst velfungerende, og billetterne er ikke specielt dyre. 10 stk. for 12 euro. Har du planer om at bruge metroen meget kan der købes billetter der gælder i hele dage. Uanset hvad så HUSK gode sko, for man får gået en hel del.
Generelt foretrak vi at gå frem for at tage metroen. Paris er jo en fantastisk by, med utroligt flotte bygninger, hyggelige fortovscafeer og generelt bare en god stemning, som virkelig skal opleves.
Vi så Panthéon (kun udefra), som er ganske flot men ikke et must efter min mening. I gå afstand derfra ligger Eglise Saint-Etienne du Mont, som er en meget smuk kirke. Entreen er gratis og hvis man alligevel er i området, ville jeg klart anbefale at kigge forbi. Vi brugte lang tid inde i kirken på at beundre det flotte håndværk og det kæmpe orgel.

Tæt ved Seinen ligger Notre Dame, som vi selvfølgelig skulle se. Bygningen er virkelig flot, og det er meget sjovt at kunne genkende den, tårnene og figurerne fra Disney filmen. Desværre er sådanne seværdigheder meget turistede, og det ødelægger altså stemningen en smule. Katedralen er også meget smuk indvendig, men den er proppet med turister, der er sat reklamer, fladskærme og penge-bokse op, hvilket jeg synes er vildt ærgerligt.
Tour Montpanaisse, som er en 209 meter høj bygning med terrasse på toppen, ligger 2-3 km fra Seinen (klods op af Galeries Lafayette, som er et kæmpe shoppingcenter!) Det koster 8 euro (hvis man er mellem 16 og 20 år gammel) og turen derop foregår i Europas hurtigste elevator. Udsigten er helt fantastisk og man kan tage nogle rigtig flotte billeder af bl.a. Eiffeltårnet herfra.
Vi ville have besøgt Musée De l’Armée, men der var desværre lukket da vi kom frem (husk at tjekke åbningstiderne!) Parken omkring og udendørsområdet var dog stadig åbent, så det fik vi da set.
Musée D’Orsay, som skulle huse Van Gogh og en hel del impressionistiske kunstnere skulle vi også have besøgt, men da vi kom frem var der simpelthen så lang kø at vi droppede det. Vi fandt dog ud af at det er muligt at købe billetter på forhånd, så man slipper for den lange kø, så det er jo værd at undersøge hvis du har planer om at tage derhen.
I Montmartre–området ligger Sacré Couer som jeg har hørt skulle være en af de flotteste kirker i Paris. Den er også meget smuk udefra og har en helt fantastisk beliggenhed (på toppen af en stor bakke), med fantastisk udsigt. På trapperne foran kirken er der folk der spiller musik, optræder som statuer og sælger ting som figurer og tasker. Kirken indvendig er efter min mening ikke videre fantastisk, og jeg synes klart at Eglise Saint-Etienne du Mont (som ligger i Latinerkvarteret) er langt flottere indvendig.

Moulin Rouge, ligger i samme område som Sacré Coeur (Montmartre-området), så der måtte vi også lige forbi. Her er det altså nemt at blive skuffet, for i dagslys er det bare en ganske almindelig bygning med en mølle på taget og et kendt navn. Kunne forestille mig at den er langt mere interessant om natten, med flot belysning. Kunne rigtig godt tænke mig at se et show derinde en dag, men en 600 kr. er lige i overkanten synes jeg.
Når man er turist I Paris, så skal man jo næsten se Triumfbuen, så det gjorde vi selvfølgelig også. Meget mere er der så heller ikke ved den. Den er stor og meget flot, og så er det muligt at komme op på toppen af den og nyde udsigten. Det kostede vidst 9 euro pr. person, og eftersom vi allerede havde været i Montparnaisse og skulle i Eiffeltårnet var det ikke så relevant.
Champs Elysees er den vej der går mellem Triumfbuen og Concordepladsen, så man kan jo ligeså godt se alle tre ting når man alligevel er der. Her er fyldt med store lækre hoteller og butikker som Louis Vuitton, Hugo Boss, Swarovski, Cloé, Givenchy, Cartier og mange flere.
Concordepladsen, som ligger i den ene ende af Champs Elysees er egentlig ikke så meget andet end en meget stor plads med en meget stor rundkørsel, springvand og en kæmpemæssig obelisk.
Jardin des Tuileries, er den park der ligger ved Concordepladsen og fører op til Musée du Louvre. Det er her Mona Lisa bl.a. hænger, og vi havde egentlig planlagt at se museet, men pludselig løb dagene fra os. Så det er helt klart en af de ting jeg skal se næste gang jeg er i Paris. På pladsen foran museet ligger der en stor glaspyramide, som er indgangen til museet. Foran den er der en kæmpe bue. Hvis du kigger gennem den kan du se langs Champs Elysees og helt ned til Triumfbuen.

Eiffeltårnet skal man næsten opleve når man er i Paris. Vi valgte at tage derop om aftenen, eftersom vi havde set udsigten over byen i dagslys både fra Montpanaisse og fra Sacre Coeur. Tårnet er meget smukt og vildt imponerende nedefra, næsten mere end det er oppefra. Det skyldes nok at vi allerede havde set udsigten to gange før. På toppen ligger der en champagne bar, og næste gang jeg er i Paris vil jeg klart drikke champagne på toppen af Eiffeltårnet, selvom det godt nok er pricy. 10 euro for et glas. Vi valgte at tage trappen ned fra 2. sal, hvilket er lidt mere spændende end elevatoren, så det kan jeg klart anbefale. Vi stod ikke så længe i kø, men det skyldes nok også det tidspunkt vi var der på. Hvis du helt vil springe køen over, så kan man købe billetter på nettet.
Første gang man er i et fremmed land (eller en fremmed by), er det meget rart med en guidebog. Jeg har brugt ”Top 10 Paris” som er en af Politikens rejsebøger. Den er virkelig god, da den er inddelt i områder. Under hvert område er der top 10 lister i forskellige kategorier, og bagerst i bogen er der en masse nyttige informationer om alt hvad man kan få brug for at vide. Den har vi virkelig haft gavn af.
Så hvis du står og skal rejse til Paris, håber jeg at miniguiden her kan hjælpe dig lidt på vej. Har også lavet en lille shopping-guide, som kommer senere. Kom gerne med ris, ros eller andet :-)



